Skip til primært indhold

Fem gode råd sætter spot på pårørende

Pas på dig selv og vær patientens talerør, hvis der er behov for det. Fem gode råd skal skabe opmærksomhed omkring pårørendes ve og vel.

Det kan ofte være hårdt og svært at være pårørende til en patient, der er alvorligt syg. Især hvis det er en længerevarende behandling, som kan give mange bekymringer.

Derfor har Sygehus Lillebælt og Patient- og Pårørenderådet på sygehuset nu nedfældet fem gode råd til pårørende, der vil blive udbredt og synliggjort på sygehuset i den kommende tid, og som blandt andet skal skabe opmærksomhed omkring pårørendes ve og vel.
- Pårørende risikerer at blive overset, men det er vigtigt, at der også er fokus på dem. For de pårørende skal ofte klare alt, mens deres kære er indlagt, og det slider på dem, siger Aase Gilling, der er formand for Patient- og Pårørenderådet på Kolding Sygehus.

Derfor er ét af de fem råd, at en pårørende skal huske at passe på sig selv under sygdomsforløbet. På mange måder.
- Som pårørende har man ofte ikke nogen steder at gå hen med sine bekymringer. Man skal både rumme, at den, man holder af, er ramt, men samtidig skal man også håndtere sin egen indvendige smerte. Der er en risiko for, at man selv bliver patient, fordi belastningen er så stor, forklarer Aase Gilling.

Orker ikke at snakke

Flere af de fem råd omhandler den pårørendes rolle som nærmeste hjælper for patienten. Derfor er ét af rådene kort og godt, at den pårørende skal huske at spørge patienten, hvordan man kan hjælpe ham eller hende.
- Det er vigtigt, at man sammen får snakket om, hvordan man som pårørende kan hjælpe. Det kan være stort eller småt, man kan hjælpe med, men dialogen er vigtig, siger Aase Gilling.

Hun nævner samtidig det vigtige i, at man som pårørende – hvis der behov for det – fungerer som en slags talerør for patienten.
- Når man er syg, orker man måske ikke altid de lange snakke med lægen. Man vil bare have fred og ro. Og der kan det være vigtigt, at man har én, der kan snakke med lægen og stille de spørgsmål, der er behov for, siger hun.

Samtidig kan det ofte være en fordel, at den pårørende taler med lægen og fortæller, hvordan patienten har det. Og det er vigtigt for den pårørende at få gode råd til at løfte opgaven.
- Som pårørende kan man have en guldgrube af viden om patientens tilstand, og man kan i mange tilfælde bedre beskrive, hvordan sygdomsforløbet har været. For eksempel ved ærligt at sige, at ”han magter altså ikke så meget for tiden”. Og vi ser også især ældre patienter, der ikke vil beklage sig overfor lægen, men som derfor ikke får fortalt, hvordan de reelt har det, fortæller Aase Gilling.

Et femte råd skaber opmærksomhed om, at pårørende kan få adgang til den pårørendes e-boks og e-journal, hvis patienten ønsker dette.
- Det kan for nogle patienter være en kæmpe aflastning, fordi den pårørende kan være med til at skabe et overblik samtidig med, at patienten ikke skal holde styr på, hvad der måtte komme af vigtige beskeder i e-boksen, siger Aase Gilling.

DE FEM RÅD:

  1. Spørg patienten, hvordan du kan hjælpe
  2. Spørg om adgang til patientens e-boks og e-journal – det letter dialog og samarbejde med sygehuset og er en stor hjælp for både dig og patienten
  3. Vær patientens talerør, hvis det er nødvendigt
  4. Tal med personalet om, hvad du kan og har mulighed for som pårørende
  5. Pas på dig selv, mens du hjælper, så du ikke bliver overbelastet

Kontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V